nordisk family

+2.000 faste og tilfredse kunder siden december 2020

Græder din baby? Sådan beroliger du dit barn

Skrevet af:

Birk Clemens Riis

Send til en ven

Det kan ikke undgås, at nyfødte børn græder. Faktisk er det helt normalt, hvis din baby græder i helt op til to timer om dagen – og måske endda længere. Som forælder kan det være frustrerende og svært at finde ud af, hvad man skal gøre for at få barnet til at stoppe med at græde. I denne artikel kan du læse, hvorfor spædbørn græder, og hvad du kan gøre for at berolige din baby.

Hvorfor græder min baby?

Gråden er spædbørns måde at kommunikere på, så hvis dit barn græder, prøver det at fortælle, at noget er galt. Så er spørgsmålet bare, hvad der er galt. Med tiden lærer du måske at kende dit barns behov ved at lytte til den måde, det græder på. Det kan være, at dit barn græder på en bestemt måde, når det er sultent og på en anden måde, når det har ondt. Ved at finde mønstrene i dit barns gråd, kan du i de fleste tilfælde regne ud, hvad du skal gøre for at berolige barnet.

De mest almindelige grunde til at din baby græder

Gråden kan have vidt forskellige årsager. Herunder har vi listet de mest almindelig grunde, men vær opmærksom på, at det også kan skyldes sygdom – hvis du er i tvivl, bør du kontakte barnets sundhedsplejerske.
  • Sult. Nyfødte spiser døgnet rundt med få timers mellemrum, og gråd kan være et sent tegn på sult. Du kan prøve at lægge mærke til tidligere signaler såsom hånd-til-mund-bevægelser eller at barnet smasker.
  • Barnet vil sutte på noget. Et barn bliver ofte beroliget af at sutte på noget. Så hvis barnet ikke er sultent, kan du prøve at give det en sut som trøst.
  • Ensomhed. Du kan prøve at holde barnet tæt ind til dit bryst, mens du klapper barnet blidt på ryggen. Det kan have en beroligende effekt på barnet.
  • Træthed. Nyfødte børn har brug for rigtig meget søvn – ofte mere end man lige tror. Nyfødte spædbørn sover ofte i helt op til 16 timer i døgnet.
  • Barnet har en våd ble. Hvis dit barn har en våd ble, kan det ofte udløse gråd. Tjek bleen flere gange om dagen for at se, om den er ren og tør.
  • Barnet vil flyttes. Hvis dit barn ligger det samme sted i for lang tid, kan det også udløse gråd. Så kan det være en god idé at gå en tur eller måske gynge lidt med barnet i en babygynge.
  • Barnet vil gerne svøbes ind. Nogle spædbørn får ro i kroppen og føler sig mere trygge, når de er svøbt ind i tæpper. Men sørg for, at dit barn ikke har for meget tøj på, brug et tyndt svøb, og vær sikker på, at barnets hoved og hals er frie. Så undgår du, at dit barn får det for varmt.

Hvad gør jeg, hvis barnet bliver ved med at græde?

Græder dit barn stadig, selvom du har prøvet at gøre det meste? Så er det også helt i orden at lade dit barn græde ud. For at komme lidt væk fra det, kan du distrahere dig selv ved at lægge barnet i barnevognen eller tremmesengen og lave en kop te eller ringe til en ven.

Har mit barn kolik?

Nogle spædbørn kan have kolik med hyppige og langvarige perioder med gråd. Kolik starter typisk et par uger efter fødslen og bliver oftest bedre, når spædbarnet er blevet tre måneder gammelt. Du bør overveje, om dit barn kan have kolik, hvis det ellers er sundt, men græder i mere end tre timer om dagen, minimum tre gange ugentligt, i tre eller flere uger i streg. Hvis du er bekymret for, om dit barn har kolik, bør du tage en snak med dit barns sundhedsplejerske, som kan tjekke om barnet er sundt og foreslå beroligende teknikker, så du kan komme gråden til livs.

Sørg for at passe på dig selv

Selvom det nok er lettere sagt end gjort, så får du nemmere ved at trøste barnet, hvis du er rolig og afslappet. Tag derfor pauser og hvil dig, når der er tid til det. Det er samtidig vigtigt at huske sig selv på, at barnets grådture kun er midlertidige og aftager som regel, når barnet er mellem seks og otte uger gammelt. Føler du, at du er ved at miste kontrollen? Hvis barnet bliver ved med at græde, og du føler, at det er nødvendigt at få hjælp, kan du spørge familie og venner om hjælp eller kontakte sundhedsplejersken for at få støtte.

Send til en ven

Vil du være med i vores familie?
Du får adgang til rabatter og særlige lanceringstilbud på
nye produkter når du tilmelder dig vores mailingliste.