nordisk family

+2.000 faste og tilfredse kunder siden december 2020

Sådan ammer du din baby: Ammetips til dig, der for nyligt er blevet mor

Skrevet af:

Birk Clemens Riis

Send til en ven

Amning eller modermælkserstatning? Det virker måske mest overskueligt med modermælkserstatning, men faktisk er der en lang række fordele ved at amme, som du og barnet ikke får gennem modermælkserstatning. Modermælk indeholder ikke kun den rette næring til din baby – det er også nemmere for barnet at fordøje modermælk frem for modermælkserstatning, og så er antistofferne i modermælken også vigtige for dit barns immunforsvar. Du kan endda også opleve, at du taber dig, når du ammer barnet. Men på trods af de mange fordele, der er ved at amme, kan det for nogle mødre være noget af en mundfuld og måske uoverskueligt. Her i artiklen hjælper vi dig godt på vej med gode tips til dig, der netop er begyndt at amme.

Spørg om hjælp med det samme

En ting er at snakke om at amme sin baby – en anden ting er at gøre det. Inden du begynder at amme din baby, bør du spørge om hjælp. Jordemoderen eller en ammekonsulent kan hjælpe dig godt på vej med nogle gode råd. De vil starte med at lære dig, hvordan du placerer barnet. Din sundhedsplejerske vil som regel også give dig gode råd til, hvordan du ammer bedst muligt.

Det er vigtigt, at du ligger komfortabelt. Brug puder, hvis det er nødvendigt. Derefter kan du ”vugge” barnet hen til dit bryst i stedet for at læne dig ind mod barnet. Det er også vigtigt, at du har hud mod hud-kontakt så ofte som muligt.

Støt nu barnets hoved med den ene hånd, og støt dit bryst med den anden. Derefter kan du kilde babyens underlæbe med din brystvorte for at få din baby til at åbne munden. Når babyen har fundet din brystvorte, vil brystvorten som regel være langt tilbage i barnets mund. Du kan nu prøve at se og lytte efter, om barnet kommer med et rytmisk suge- og synkemønster. Hvis du skal fjerne barnet fra dit bryst, skal du først slippe suget ved at stikke en finger ind i barnets ene mundvig.

Lad din baby styre tempoet

I de første par uger er det normalt, at din baby skal ammes hver anden til tredje time døgnet rundt. Du kan se, om barnet er sultent ved at holde øje med tegn på sult, f.eks. suttebevægelser, rastløshed, eller hvis babyen smasker med læberne. Lad din baby amme, indtil brystet føles blødt – det tager typisk mellem 15 og 20 minutter. Tiden kan dog variere.

Når du er færdig med at amme barnet med det ene bryst, kan du prøve at få barnet til at bøvse. Derefter kan du prøve at amme barnet med dit andet bryst. Hvis din baby stadig er sulten, vil han eller hun ikke give slip på brystet. Hvis barnet ikke længere føler sult, skal du blot starte med det andet bryst, næste gang barnet er sultent. Hvis din baby kun vil tage dit ene bryst i løbet af de første par uger, er det vigtigt, at du pumper det andet bryst for at lette trykket og holde gang i din mælkeforsyning.

Lad din baby sove sammen med dig

Det er bedst, hvis du lader dit barn sove i det samme rum som dig – helst i det første leveår, men som minimum i det første halve år. Det er for at reducere risikoen for vuggedød, også kendt som SIDS (sudden infant death syndrome). Desuden bliver det også nemmere for dig at amme barnet i løbet af natten.

I det første halve til hele år, hvor barnet sover ved sine forældre, skal babyen helst sove i sin egen vugge. Senge til voksne er ikke sikre for spædbørn, da en baby nemt kan komme i klemme og blive kvalt mellem sengegavlens lameller, i mellemrummet i madrassen eller mellem madrassen og væggen. En baby kan også blive kvalt, hvis en sovende forælder ved et uheld vælter hen over babyen og dækker babyens næse og mund.

En sut kan være en hjælp

Nogle babyer trives bedst, når de sutter på et eller andet. Du kan derfor med fordel give dit barn en sut. Men vær opmærksom på, at hvis du giver dit barn en sut for tidligt, kan det forstyrre amningen. At sutte på en sut vil nemlig føles anderledes for barnet end at sutte på et bryst.

Sundhedsplejersken vil anbefale dig, at du venter med at give din baby en sut, indtil amningen er veletableret. Det er den som regel tre til fire uger efter fødslen. Når du og din baby har fået en fast ammerutine, er det en god idé at give barnet en sut, som han eller hun kan sutte på i løbet af natten. Det nedsætter nemlig risikoen for vuggedød.

Tegn på, at amningen er en succes

Når din baby er ”låst fast” på dit bryst, vil du få en blid og trækkende følelse. Inden amningen kan dine bryster føles faste eller fyldige, og efter amningen vil de føles bløde og ”tomme”. Du kan se efter tegn, der viser, at din amning er en succes. Det kan være, om din baby:

  • tager regelmæssig vægt på
  • laver mindst seks våde bleer om dagen
  • har gul og løs afføring.

Pas på dine bryster

Når du har ammet dit barn, er det helt okay at lade mælken tørre ind på din brystvorte. Hvis du har travlt, kan du forsigtigt duppe din brystvorte tør. Hvis dine bryster lækker mellem amningerne, kan du eventuelt lægge et indlæg i din bh, men skift dem så ofte som muligt.

Når du er i bad, bør du minimere brugen af sæbe og shampoo, der kommer i kontakt med dine brystvorter. Hvis dine brystvorter er tørre, eller hvis de revner, kan du bruge lanolin (fx Lansinoh-brystvortecreme) efter hver amning. Det lindrer generne og holder brystvorterne bløde.

Sørg for at have en god livsstil

Dine livsstilsvalg er lige så vigtige, når du ammer, som da du var gravid. For eksempel er det vigtigt, at du:

  • spiser sundt. For at holde energien oppe bør du holde dig til de anbefalede kostråd. Spis masser af frugt, grøntsager og mad, der er rig på fibre og fuldkorn. Din læge anbefaler dig måske også at tage et dagligt tilskud af multivitamin.
  • drikker rigeligt med væske. Vand, juice og mælk kan hjælpe dig med at holde dig hydreret. Hvis du ikke kan undvære kaffen, er det helt i orden at drikke moderate mængder – men skru ned for den koffeinholdige drik, hvis du har mistanke om, at koffeinen forstyrrer din babys søvn. Hvis du drikker alkohol, skal du undgå at amme i to timer efter indtaget.
  • hviler så meget som muligt. Hvis du kan, så sov, når barnet sover.
  • ikke ryger. Rygning under amningen udsætter babyen for nikotin, hvilket kan forstyrre dit barns søvn. Din baby kan også risikere at blive forbrændt, hvis du ryger omkring ham eller hende. Derudover øger passiv rygning risikoen for vuggedød og luftvejssygdomme.
  • er forsigtig med medicin. Der findes meget medicin, der er sikkert at tage, mens du ammer. Det er dog bedst, hvis du får din læges eller sundhedsplejerskes accept først. Hvis du har en kronisk sygdom, så spørg din læge, om det er i orden at amme din baby.

Din baby har brug for et tilskud af D-vitamin hvis du udelukkende ammer barnet. Modermælk alene giver ikke dit barn nok D-vitamin, hvilket er vigtigt for, at din baby optager nok calcium og fosfor – næringsstoffer, der styrker barnets knogler.

Send til en ven

Vil du være med i vores familie?
Du får adgang til rabatter og særlige lanceringstilbud på
nye produkter når du tilmelder dig vores mailingliste.